Begræns smitten på byggepladsen og i skurvognen

@batkartellet

Fagbevægelsen og arbejdsgiverne appellerer til, at arbejdet i bygge- og anlægsvirksomhederne fortsat holdes i gang. Og det er ekstremt vigtigt, at vi passer på hinanden ude på byggepladserne, lyder det i en fælles opfordring fra Dansk Byggeri, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Bygherreforeningen og BAT-Kartellet. Sammen anbefaler de en række konkrete tiltag, der skal være med til at mindske risikoen for spredning af coronavirus på arbejdspladsen.

Dansk Byggeri, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Bygherreforeningen og BAT-Kartellet fastholder, at parterne bag bygge- og anlægsprojekter og byggepladsledelsen inddrager arbejdsmiljøorganisationen i arbejdet om at begrænse smitten af coronavirus, så arbejdet på byggepladsen stadig kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. For virksomheder med under ti ansatte er det ikke lovpligtigt at have en arbejdsmiljøorganisation, og her appellerer de fire organisationer til, at virksomhedens ledelse inddrager ansatte i samarbejdet om sikkerhed og sundhed.

I Dansk Byggeri, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Bygherreforeningen og BAT-Kartellet er man enige om, at man bør samles om at løse den sundhedsmæssige krise, vi står i. Og sammen sikre, at forholdene er trygge og sikre for virksomhedernes ansatte. Derfor glæder de sig over at se, at så mange virksomheder allerede har udarbejdet retningslinjer og taget forholdsregler hjemme i virksomheden og på byggepladserne.

Fælles anbefalinger

De fire organisationer anbefaler samlet, at byggeriets aktører følger Sundhedsstyrelsen og Arbejdstilsynets anvisninger om fx at begrænse alt fysisk kontakt ved at holde minimum to meters afstand og så vidt muligt undgå at samles mere end 10 personer på samme sted, fx i skurvognen.

Ifølge organisationerne er det samtidig vigtigt, at virksomhederne sørger for ordentlig rengøring imellem spiseholdenes brug af faciliteterne. Borde, stole, håndtag, kaffemaskine mv. bør sprittes af jævnligt, ligesom toiletter, omklædning og badefaciliteter skal gøres hyppigt rent.

 

Virksomhederne bør også lave planer for, hvordan man på byggepladsen kan undgå at arbejde for mange sammen på de forskellige arbejdsstationer.

Organisationerne opfordrer desuden til, at alle pauser holdes udendørs, når vejret tillader det, og at virksomhederne sikrer faciliteterne til det.

Dansk Byggeri, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Bygherreforeningen og BAT Kartellet beder alle virksomheder om at tage de nødvendige foranstaltninger, samt holde deres medarbejdere orienterede om dem, for at forhindre, at virussen spreder sig i virksomheden. Tiltagene bør til enhver tid følge de forebyggende foranstaltninger fra nationale og lokale myndigheder. Se fx mere på www.sst.dk/coronavirus

Du kan finde de respektive organisationers praktiske vejledninger her:

Dansk Byggeri

TEKNIQ Arbejdsgiverne

Bygherreforeningen

BAT Kartellet

Kontakter

Underdirektør Thorkild Bang, TEKNIQ Arbejdsgiverne, telefon 77 42 42 19

Vicedirektør Hanne Ullum, Bygherreforeningen, telefon 53 58 66 74

Direktør Peter Stenholm, Dansk Byggeri, telefon 41 17 47 36

Formand for BAT-Kartellets arbejdsmiljøudvalg Søren Schytte, telefon 51 53 31 43

 

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse?releaseId=13590332

Udgivet den 20. marts 2020