Mere fair bevægelighed end fri bevægelighed

Mere fair bevægelighed end fri bevægelighed

Af Gunde Odgaard, Sekretariatschef i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, som kan kontaktes på mobil: 4074 7475 og Palle Bisgaard, Formand for BAT’s udvalg om udenlandsk arbejdskraft, som kan kontaktes på mobil: 2324 3251.

Seks konkrete forslag til, hvordan udenlandsk arbejdskraft sikres imod social dumping.
EU-skepsis breder sig i Europa.

Når store dele af helt almindelige europæiske arbejdere vender EU ryggen og stemmer på EU-kritiske partier, og dermed også vender de traditionelle politiske partier ryggen, så skyldes det i høj grad, at tilliden til EU som politisk system er eroderet.

Det er ikke mindst konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor lønmodtagere spilles ud imod hinanden på tværs af grænser i en evig kamp for at trykke løn- og arbejdsvilkår, som har rykket på folks tillid til EU som politisk system. Europæerne, herunder danske arbejdstagere i almindelighed og bygningsarbejdere i særdeleshed, er usikre i deres hverdag og frygtsomme for deres fremtid.

I udgangspunktet er den fri bevægelighed god. Den fri bevægelighed skaber store værdier og ikke kun for virksomhederne. Men det er nødvendigt, at de frit bevægede, der skaber disse værdier, sikres reelle rettigheder. I den måde som den fri bevægelighed praktiseres på, er der en ubalance mellem den fri bevægelighed og de reelle rettigheder, som de frit bevægede har.
Der er behov for konkrete løsninger på de problemer, som den vandrendende arbejdskraft og udstationeringen skaber. Disse problemer er blandt den kraftigste næring til EU-skepsis – for ikke at sige modstand.

BAT foreslår 7 tiltag, der vil have en mærkbar effekt på udbredelsen af social dumping i EU. Vi bygger disse forslag på 20 års erfaring i bekæmpelsen af social dumping, 20 års erfaring i at prøve at sikre vore udenlandske kolleger lige forhold og 20 års erfaring i at forsvare overenskomsterne og den danske model!

Man kan for det første begynde med at give sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder samme forfatningsmæssige status som de 4 økonomiske friheder. En Social Protokol (på dansk ville vi sige en arbejdsmarkedsprotokol) vil give et anderledes bedre og stærkere juridisk håndtag til at kunne sikre arbejdstagerrettighedernes reelle indhold og overholdelse. Så hvis der er konflikt mellem de økonomiske rettigheder på den ene side og faglige/sociale rettigheder på den anden, så må de faglige/sociale rettigheder have forrang. Dette er aldeles afgørende for at forsvare landenes faglige og sociale systemer og for at skabe et egentligt ”Social Europe”.

For det andet skal der indføres et obligatorisk fælles EU ID- og socialsikringskort med foto for alle vandrende og udstationerede arbejdstagere. Heraf skal det fra dag ét fremgå, hvem man er, hvem man arbejder for, hvor og hvordan man er socialt sikret og forsikret og hvor man betaler skat med mere. Alle oplysninger skal være i realtid, og både værtsland og hjemland skal direkte kunne undersøge rigtigheden af oplysningerne. Arbejdsgiveren skal holdes ansvarlig for omgåelse eller misbrug.

For det tredje skal udstationerede og vandrende arbejdstagere have samme garanti for et vist lønniveau og arbejdsvilkår, som det kendes fra ”Green Card ordninger” og den danske Beløbsordning for 3. landes statsborgere. Gennemsnitslønnen i hvert enkelt EU-land for det enkelte fag/arbejde kan danne grundlag herfor. Når EU- Kommissionens formand Jean Claude Juncker taler om samme løn for samme arbejde på samme sted, så er dette forslag designet til at virkeliggøre denne vision. Der er tale om positiv særbehandling af en sårbar gruppe EU-lønmodtagere, som dermed får samme type rettigheder som arbejdskraft fra 3. lande. Der er altså tale om en parallel til et system, som vi allerede kender.

For det fjerde skal man ikke kunne udstationere vikarer over grænser. Vikarbureauerne er blandt de største skurke, når det gælder social dumping. Hvorfor er det, at et irsk vikarbureau sender en rumæner via et datterselskab på Cypern til Danmark for at arbejde? Det er for at snyde! Forudsætningen for udstationering er, at en udenlandsk virksomhed skal løse en konkret opgave i et andet land. Derfor giver det ikke mening, at man i dag kan udstationere medarbejdere gennem vikarbureauer. Mange af de groveste eksempler vi har set på social dumping i Danmark stammer fra vikarbureauer, hvor ydelsen udelukkende består i at formidle billig arbejdskraft mellem to forskellige arbejdsmarkeder og omgå de regler og aftaler, som landene hver især har.

For det femte skal ”falske selvstændige” ikke kunne løse opgaver på tværs af grænser. De såkaldte selvstændige uden ansatte, som vi ser fra andre lande, har aldrig drevet selvstændig virksomhed i det land de kommer fra. Deres ”virksomhed” er alene skabt til at omgå et ansættelsesforhold i et andet land. Ofte ved de ikke engang selv, at de ejer deres egen virksomhed. Alle, der løser opgaver i et andet land, skal i udgangspunktet have et reelt ansættelsesforhold i en virksomhed hjemmehørende i værtslandet eller i en virksomhed, der opfylder udstationeringskravene. Der vil naturligvis skulle laves undtagelser for denne regel, som kunne indgå på en positiv liste.

For det sjette skal Udstationeringsdirektivet stadfæstes til at være et minimumsdirektiv, der giver udstationerede medarbejdere minimumsrettigheder. Det er fint at have et direktiv, der giver udstationerede medarbejdere en række minimumsrettigheder, men det må ikke på en og samme tid bevirke, at der så ikke kan opnås mere for den udstationerede. Hvis det sker, så risikerer vi en åben ladeport for, at udenlandsk arbejdskraft kan bruges til at underbyde lokale og nationale løn- og arbejdsforhold.

Som det syvende og sidste forslag så skal 3. landes arbejdstagere, der har fået arbejdstilladelse i ét EU-land ikke pr. automatik kunne arbejde i et andet EU-land. Ligesom med lastbilchauffører i transportsektoren, så ser vi i byggeriet 3.landes arbejdstagere, der aldrig har arbejdet i det land, som har givet dem arbejdstilladelsen. De importeres til ét EU-land , men med geneksport til et andet EU-land for øje.

Vi har imidlertid brug for EU. Et EU, hvor den fri bevægelighed er fair og ligeværdig! Et EU, der er med til at skabe job til en løn, som man kan leve af og forsørge sin familie for. Et EU, der står for uddannelse, opkvalificering, innovation, forskning og grøn omstilling.

Vi har ikke brug for, at det europæiske fællesskabs institutioner spiller Europas befolkninger og lønmodtagere ud imod hinanden, sådan som det sker nu. Det gør kun, at befolkningerne mister tilliden til fællesskabet og søger de alternative helbredere.

SE OG LÆS MERE HER

Udgivet den 30. november 2018