Lad kommunerne bryde anlægsloftet og hjælpe de trængte byggevirksomheder – og klimaet

Finansminister Nicolaj Wammen sagde forleden, at han ikke vil udelukke noget greb i værktøjskassen for at hjælpe virksomhederne igennem coronakrisen, og at det også gælder kommunernes anlægsloft. Brancheorganisationerne Dansk Byggeri, Dansk Arkitektvirksomheder, FRI og BAT Kartellet opfordrer derfor finansministeren og Folketinget til at sætte handling bag ordene og give dispensation til kommuner, der renoverer, hvis det sker på en klimarigtig måde.

Mens flere og flere virksomheder lukker ned, er en stor del af bygge- og anlægsvirksomhederne stadig i stand til at fortsætte arbejdet. Men også her er man begyndt at mærke følgerne af corona. Ordrer bliver aflyst eller udskudt, det er svært at få materialer, og derfor må medarbejdere sendes hjem.

 

– Derfor er der brug for at omsætte ordene til handling. Efterslæbet på renoveringer inden for det offentlige er 50 mia kroner. Og der er god grund til at lade kommunerne renovere for at dæmpe de økonomiske konsekvenser af den aktuelle krise samtidig med, at man gør noget godt for klimaet, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

 

Reglen mod at forsamles mere end 10 mennesker gælder ikke på private arbejdspladser. Her kan arbejdet foregå som hidtil, når man tager de nødvendige forholdsregler. Det støtter både arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelsen op om.

 

– I BAT Kartellet har vi lavet vores egen vejledning om, hvordan arbejdet skal foregå på byggepladser. Vores medlemmer er stolte af at bidrage til samfundet i en tid, hvor mange andre må blive hjemme. Hvis vi kan løse en del af klimaudfordringerne i kommunerne på samme tid, så er det ekstra godt. Hjulene skal holdes i gang, og det sørger vi for, siger sekretariatschef i BAT Kartellet Gunde Odgaard.

 

Danske Arkitektvirksomheder er enig i, at tiden er inde til at give kommunerne dispensation fra anlægsloftet i forbindelse med klimavenlige byggerier og renoveringer.

 

– Vi skal holde hjulene i gang, så meget vi kan, gennem krisen. Når bygge- og anlægsvirksomhederne kan fortsætte arbejdet, skal vi understøtte økonomien. Og at det samtidig kan forbedre klimaet, er helt fantastisk. Der ligger en masse kommunale projekter, som er lige til at gå i gang med, siger Lene Espersen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder.

 

Ifølge den netop offentliggjorte rapport fra klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren kan man spare 42.000 ton CO2 ton om året ved at gøre de offentlige bygninger mere energieffektive. I klimapartnerskabet peger man også på, at anlægsloftet ikke bør gælde energiforbedringer af bygningerne.

 

– Vi bør handle nu for at bevare arbejdspladserne og for økonomien og klimaets skyld. Der skal noget ekstraordinært til at sætte skub i markedet igen. Private er tilbageholdende med at investere i deres bolig lige nu, så det offentlige må gå forrest for at sikre økonomien. Og det vil altså ikke koste en krone for staten at give kommunerne lov til at bruge nogle af sine penge på at rette op på de mange bygninger, der er i for dårlig stand, siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI, Foreningen for Rådgivende Ingeniører.

@batkartellet på twitter

Kontakt

Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen. mhn@danskbyggeri.dk, 20285264

Sekretariatschef i BAT Kartellet, Gunde Odgaard, gunde.odgaard@batkartellet.dk, 40747475

Adm. direktør i Dansk Arkitektvirksomheder, Lene Espersen. le@danskeark.dk, 23276926

Adm. direktør i FRI, Henrik Garver. hg@frinet.dk, 35253742

Udgivet den 20. marts 2020