Fodboldlandsholdet skal tage af sted, men alle andre bedes blive hjemme fra Qatar!
Fodboldlandsholdet skal tage af sted, men alle andre bedes blive hjemme fra Qatar!
Af Gunde Odgaard, sekretariatschef i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet
Igennem vores internationale organisation Building- and Woodworkers International (BWI) har det danske bygningsarbejderforbund siden 2013 været aktivt involveret i at forbedre migrantarbejdernes forhold i Qatar. Det har på ingen måde været en nem opgave. Vi har med et middelalderligt diktatur at gøre, som ikke respekterer almindelige menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, minoritetsrettigheder og praktiserer kønsdiskriminering. Det er hele pladen fuld!
Til gengæld har de penge nok til at købe sig popularitet! Deres helt store indtægtskilde er gas!
Diktaturet bygger grundlæggende på et menneskesyn, der er så fjernt fra vores, som man kan komme. Det er ikke et land, man bør besøge eller rejse til. Vores fodboldlandshold er tvunget til det, fordi FIFA tilsidesatte alle deres egne regler og governance og tildelte et land, hvor fodbold ingen rolle spiller overhovedet, verdensmesterskabet.
Alle andre bedes holde sig væk. Det gælder fans, medier, politikere, regeringer, kongehuse med mange flere. Hvis man tror på kritisk dialog med Qatar, så venter man ikke alene på det forkerte tog, man står på den helt forkerte perron.
De få forbedringer der er skabt for migrantarbejderne, er kommet på baggrund af eksternt pres. Der er ingen intern opposition til Emiren og diktaturet. Fagforeninger er ikke tilladt, der findes ikke civilsamfundsorganisationer, ej heller menneskerettighedsorganisationer får lov til at eksistere i Qatar. Der er altså ikke nogen eller noget i Qatar at bygge på, når man vil forbedre forholdene for migrantarbejderne, kvinderne, minoritetsgrupper eller andre udsatte grupper for den sags skyld.
Forbedringerne for migrantarbejderne er dog alene sket som formelle forbedringer uden et reelt indhold eller en reel mulighed for at anvende disse såkaldte rettigheder.
Mindstelønnen er f.eks. blevet forbedret til at udgøre ca. 275 amerikanske dollar pr. måned. Det er naturligvis noget mere end migrantarbejderne kan tjene, der hvor de kommer fra. Her vil en månedsløn for en bygningsarbejder typisk være på 60-90 amerikanske dollar om måneden. Problemet er imidlertid, at mange alligevel ikke får denne løn, men bliver betalt mindre. Flere end nogensinde før snydes helt for deres løn. Det skyldes, at de fleste entreprenørkoncerner nu er ejet af Qatarier. For dem har det ingen konsekvenser at snyde bygningsarbejderne for deres løn. Var det derimod en entreprenør fra et demokratisk land, ville de ende på forsiden og i en shitstorm.
Der er flere vidnesbyrd om bygningsarbejdere, der strejker, opsøger ledelsen, smadrer inventar og biler, fordi de ikke har fået udbetalt løn i månedsvis – se det på YouTube.
Formelt set kan man klage, men der er ingen, der kan hjælpe en med denne klage. Får du medhold, er der ingen mulighed for inddrivelse af dit tilgodehavende. Jeg har mødt en bygningsarbejder fra Afrika, som helt vildt heroisk førte sin egen sag. Det tog 5 år. Han vandt, men der var ingen penge at få noget steds fra. Virksomheden var væk. Ingen ville hjælpe! Bygningsarbejdere, der klager over manglende løn, deporteres også rask væk til deres hjemland.
De bygningsarbejdere, der har arbejdet med byggerier, der er i direkte tilknytning til VM, har fået bedre forhold. Det drejer sig om maximalt 50.000. De godt 900.000 øvrige bygningsarbejdere har fået værre forhold.
Dem der bygger i direkte tilknytning til VM, får som oftest deres løn, de har fået bedre logi og bedre kantineforhold. Deres arbejdsmiljø er også forbedret. Det er typisk disse byggerier, der har haft mediernes fokus. Det er det glansbillede, diktaturet gladelig viser frem!
De fleste bygningsarbejdere derimod bygger hoteller, veje, kontorbygninger med meget mere, og de har fået det vanskeligere.
De bor stadigvæk i overfyldte, uhumske lejre uden tidssvarende sanitære forhold og køkkenfaciliteter langt væk fra alfarvej. I disse lejre er der nu også sat hegn op omkring, de overvåges både på kamera og af sikkerhedspolitiet. Den sociale kontrol, intimideringen og truslerne er taget til for de fleste migrantarbejdere.
Vi havde egentligt troet på, at vi kunne etablere en fagforening, eller i det mindste noget der ligner. Et Migrant Workers Center hvorfra vi vil kunne udgøre en slags fagforening, hvor man kunne søge hjælp, hvis man var blevet snydt eller forurettet. Vi har haft dialogen med diktaturet i flere år men har endnu ikke opnået noget, der bare ligner! Når finalen er spillet, er rettighedskampen slået tilbage til start for alle!
Den kritiske dialog har ikke virket. Småforbedringerne har ingen reel effekt. Qatar har anvendt os i den internationale fagbevægelse og ILO, som et skjold de har holdt op foran sig og har kunnet fortælle omverdenen, at de skam taler med sådan nogen som os!
Hvor mange, der er døde i forbindelse med byggerierne, er særdeles vanskeligt at give et nøjagtigt svar på. De fleste er ikke døde som følge af arbejdsulykker men som følge af arbejdets omstændigheder, når man arbejder i mange timer i ekstrem varme. De dør af udmattelse. Deres krop klapper sammen, når de ligger i deres køjeseng. De vågner ikke om morgenen.
Der er en mangelfuld, for ikke at sige direkte ikke eksisterende, registrering af disse dødsfald. Diktaturet har naturligvis ingen interesse i at få tallene frem i lyset. De lande, hvor migrantarbejderne kommer fra, er også påfaldende tavse. Vi har fra BWI anmodet om at få en uvildig ekstern undersøgelse af, hvor mange dødsfald det drejer sig om. Dog uden held! Tallene svinger fra 3.000 og opefter, men ingen ved noget præcist, hvilket i sig selv er et problem. Den største skandale en naturligvis, at migrantarbejdere risikerer deres liv, når de tager til Qatar for at arbejde!
Udgivet den 18. november 2022