BAT ansætter ny direktør

Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT) har ansat Søren Sand Kirk som direktør pr. 1. marts 2024. Søren Sand Kirk kommer fra en stilling som Public Affairs Chef hos Fødevareforbundet NNF og har tidligere arbejdet med politisk interessevaretagelse i Danmarks Lærerforening.

”Jeg ser meget frem til at blive en del af BAT. Bygge- og anlægsbranchen står over for store muligheder i løbet af de kommende år. Det gælder særligt i forhold til den grønne omstilling, hvor alt fra opsætning af vindmøller og solpaneler til installation af klimaanlæg og ventilation kræver dygtige faglærte medarbejdere,” udtaler Søren Sand Kirk.

”Men bygge- og anlægsbranchen står også over for store udfordringer. Vi ser en stigende forråelse på landets byggepladser, hvor udenlandske virksomheder og andre nye aktører underminerer de ordnede forhold, som er en forudsætning for en bæredygtig branche. En central opgave for BAT bliver at række ud til de etablerede virksomheder og brancheorganisationer. Vi er nødt til at stå sammen og fremme både aftaler og lovgivning, hvis vi skal kunne løfte opgaven med at beskytte de danske virksomheder imod unfair konkurrenceforhold og dæmme op for den tiltagende arbejdskriminalitet på de danske byggepladser,” siger Søren Sand Kirk.

”Blandt en gruppe meget kvalificerede ansøgere glæder det mig, at Søren Sand Kirk har takket ja til stillingen som direktør i BAT,” udtaler formand for BAT, Claus von Elling. ”Søren har omfattende kompetencer og erfaring inden for strategi, ledelse og politikudvikling, som jeg er overbevist om vil styrke BAT-samarbejdet. Med ham om bord på holdet vil byggefagene stå bedre rustet mod de udfordringer, vi står over for”.

Yderligere kommentarer fås ved henvendelse til formand for BAT-kartellet, Claus von Elling, på telefon 88 92 02 17 eller mail claus.elling@3f.dk.

Udgivet den 30. januar 2024