BAT lancerer ny arbejdsmiljøuddannelse

BAT har tidligere med stor succes afholdt arbejdsmiljøkurser og efterspørgslen på kurserne er igen stor. Derfor lancerer BAT nu en ny arbejdsmiljøuddannelse for alle arbejdsmiljørepræsentanter, deltagere på sikkerhedspatruljer og andre arbejdsmiljøinteresserede. Uddannelsen skal klæde deltagerne på til at styrke arbejdsmiljøarbejdet på byggepladserne og til at være aktive i byggepatruljer, faglige netværk om arbejdsmiljø og meget andet.

Kursernes målgruppe vil være både nye og erfarne sikkerhedspatruljedeltagere, samt arbejdsmiljørepræsentanter og andre arbejdsmiljøinteresserede. De enkelte organisationer definerer selv de nærmere adgangskrav.

De første kurser er allerede planlagt og vil blive afholdt i Aalborg før sommerferien; i Aarhus op til uge 43 og i Odense primo 2017.

Hvis du har lyst til at deltage på BAT’s nye arbejdsmiljøkursus, så henvend dig til dit forbund eller din afdeling for nærmere information.

Udgivet den 27. maj 2016